"Det ville være upassende for den britiske regering at indgå i diskussioner om fremtidig fordeling af Iraks olieindustri," sagde Sir David Manning, Tony Blairs udenrigspolitiske rådgiver, til Condoleezza Rice, George W. Bushs nationale sikkerhedsrådgiver, december 2002, "ikke desto mindre er det essentielt at britiske virksomheder får adgang til denne og andre sektorer på lige vilkår med amerikanske."
Allerede to måneder før invasionen mødtes den britiske regering med olieselskaberne BP og Shell, for at forberede deres kommende forretninger. Og til et møde mellem USA og Storbritanniens forsvarsministre, Donald Rumsfeld og Geoff Hoon, i 2003 havde sidstnævnte ligelig adgang til Iraks olie i på dagsordenen. I et notat fra september 2004 skriver embedsmænd om britiske virksomheders potentiale for "substantielle olieforretninger i de næste fem til ti år".
BP og Shell vandt nogle irakiske oliekontrakter ved auktioner mod blandt andet russiske og kinesiske firmaer, men briterne følte sig alligevel forfordelt. Således mødtes Edward Chaplin, Storbritanniens ambassadør i det besatte Irak, i december 2004 med Iraks premierminister Ayad Allawi for at tale BP og Shells sag. Irakiske embedsmænd gav udtryk for, de britiske virksomheder ikke udviste samme dedikation som andre landes olievirksomheder. BP og Shell har tilsyneladende afventet vedtagelse af en ny irakisk grundlov.
"Vi fik ikke noget som helst i oliesektoren," beskrev tidligere FN-ambassadør Sir Jeremy Q. Greenstock de britiske frustrationer til Chilcot-kommissionen, "besættelsesadministrationen holdt det på amerikanske hænder, for de ville selv styre oliesektoren."
Kilder: The Guardian / US and Britain wrangled over Iraq's oil in aftermath of war, Chilcot shows, Bloomberg / Iraq Inquiry Shows Oil Was a Consideration for U.K. Before War.
