---
Civilingeniør Frank Lansner viderebringer i sin blog på Børsen en variant af en falsk nyhed, der for tiden er trendy i klimabenægtende kredse: at en masse ny forskning skulle modbevise menneskeskabte klimaforandringer. Han skriver blandt andet:
"Det vælter ind med resultater der trækker I klima-skeptisk retning. [...] De 2 seneste år er publiceret henved 1000 klimarelaterede videnskabelige artikler [1] med resultater og konklusioner der på forskellig vis ikke synes at bekræfte at katastrofal menneskeskabt global opvarmning skulle være indtruffet. [...] Denne flod af artikler indikerer også at naturen hyppigt kan flå Jordens temperaturer op og ned igen og igen. Og dermed også at Jordens fauna og flora har evnet at komme igennem dette."Lansners kilde er utroværdig
Bemærk hvordan Lansner med sit "[1]" henviser til en kilde som en sand akademiker. Han har dog kun to i alt: [1] er NoTricksZone, en kendt klimabenægter-blog, og [2] et af Lansners egne blogindlæg (fra maj 2017, også vildledende).
I teksten henviser Lansner til en tysk ekspert ved navn Pierre Gosselin. Denne er lige som Lansner ingeniør - og det er ham, der driver NoTricksZone. I forbindelse med dokumentarfilmen og bogen Merchants of Doubt blev det dokumenteret, at Gosselin er "højt på strå" i klimabenægterkredse.
Gosselin har på sin hjemmeside NoTricksZone længe fremført kendte, tilbageviste klimamyter. Som for eksempel at tidligere tiders varme perioder modbeviser menneskeskabte klimaforandringer i dag, at Jorden er for stor til, at os mennesker kan opvarme den, dårlig fysik og har henvist til forfalskede kilder.
Gamle usandheder med nye overdrivelser
I juni 2017 bragt Breitbart.com nyheden om, at 58 videnskabelige artikler fra første halvår 2017 modbeviste menneskeskabte klimaforandringer. Breitbart.com er et konspirationsteoretisk, stærkt højreorienteret, racistisk netmedie, der mest er kendt for at bringe en lind strøm af falske nyheder designet til at støtte Donald Trump under dennes valgkamp mod Hillary Clinton.
Breitbarts artikel henviste til en artikel på NoTricksZone, genbrugte en række (tvivlsomme) grafer og tilføjede sprog fra deres karakteristiske politiske møgspreder. Snopes.com har grundigt tilbagevist hver enkelt påstand i Breitbart og NoTricksZone's artikler. Blandt andet har Snopes kontaktet de forskere, NoTricksZone har brugt som kilder, og ikke en eneste ville bakke op om, at deres forskning kunne bruges til at konkludere sådan, som NoTricksZone har gjort. Snopes citerer flere forskere, der i varierende grader af harme korrigerer NoTricksZone; således for eksempel geolog Fatima Abrantes:
Artiklen er så dårlig, forfatteren ikke en gang opdager, at den figur, de har taget fra min forskningsartikel, ikke viser ny data, men gammel data, der viser en anomali i atmosfæren over det nordlige Spanien, produceret af andre forskere i 2011 og brugt som sammenligningsgrundlag. Vores resultater er i overensstemmelse med både globale og regionale prognoser, der tyder på, at denne region i Europa er blandt de mest sårbare med hensyn til global opvarmning.Det er disse allerede grundigt tilbageviste artikler, Frank Lansner baserer sit blogindlæg i Børsen på. Og det er dem, han har kopieret sine grafer fra.
Det vælter ind med varmerekorder
Det ville helt sikkert fryde klimabenægterne, hvis ny forskning rent faktisk modbeviste menneskeskabte klimaforandringer, så de ikke længere behøvede fabrikere deres falske nyheder. Desværre for dem er det præcist modsatte tilfældet: Den lille fraktion af forskning, der ikke understøttede menneskeskabte klimaforandringer, viser sig ikke at holde; november 2016 publicerede Theoretical and Applied Climatology et studie, der diskuterede fejlslagne forsøg på at reproducere de omdiskuterede "3% klimaskeptiske" studier.
Den lille fraktion af klimatologien udgjorde et halmstrå, klimabenægterne kunne klamre sig til. Men det halmstrå er nu så godt som væk. I mellemtiden taler virkeligheden sit eget sprog, idet 2017 bliver et af de varmeste år nogen sinde målt.
Når Børsens blogger kan berette om "henved 1000 klimarelaterede videnskabelige artikler", hvor selveste Breitbart kun kunne få det til 58 - så må han vel have en cirka 17 gange mere livlig fantasi end Trumps bedste trolde? Spørgsmålet er, hvad Børsen selv synes, de får ud af at lægge navn til en så usand online klumme?